Ting der hjælper

Hjælpeliste til dig, der er ramt af stress, depression, angst, uro eller bare er lidt nede:

1. Lyt til podcast. Gerne imens du går en tur eller når du alligevel ligger og stirrer ud i luften. Jeg har særligt været glad for at lytte til Fup i Farvandet, Mads & Monopolet og VoksenABC.

2. Se dine gamle billeder igennem. Sorter dem evt. efter årstal eller bestil en billedbog.

3. Lyt til musik. Nyt eller gammelt, men gerne noget der gør dig glad eller bringer gode minder frem. Jeg har fx en playliste med gamle MGP-sange og en med Disneysange. Så kan man også grine lidt af sig selv samtidig med, at man hører fjollet musik.

4. Start en blog. Dette punkt er jeg stadig ved at teste… 😉

5. Gå en tur. Lys og luft er så godt for både krop og sind.

6. Se en serie. Igen skal det gerne være en, der kan hjælpe til at få det gode humør frem, og måske ikke er alt for sørgelig eller alvorlig. Mens jeg har været syg har jeg været glad for at se The Good Wife, Gilmore Girls, Modern Family og faktisk også nogle programmer på DR-appen, fx Sofie Linde Show.

7. Gå i svømmehallen. Det føles rart at være vægtløs i vandet, og i Roskilde Svømmehal har de en infrarød sauna, som jo også skulle være rigtig godt for både fysiske og psykiske lidelser.

8. Shop ‘till you drop. Forkæl dig selv med en lækker ansigtscreme, en dejlig sweater, et par nye sneaks eller hvad du nu går og ønsker dig, som måske kan gøre hverdagen lidt hyggeligere.

9. Læs blogs. Det er jo individuelt, hvilke blogs man er til, men jeg har været glad for at læse nogle hvor jeg ikke skulle forholde mig til alt for mange følelser, som fx. Beautyspace eller Homesick.

10. Læs en bog og/eller lav kryds og tværs. Find en bog. Læs i den i minimum en halv time hver dag, også selvom det er en kedelig bog. Okay, det er selvfølgelig sjovere hvis det er en spændende bog, men det handler om at give hovedet en pause fra alle tankerne og give hjernen nogle nye input. Jeg lavede kryds og tværs hver dag efter jeg havde spist frokost, og det var et dejligt break fra det konstante tankemylder i hovedet. Hver aften læste jeg også en halv times tid i en bog, og det var en god måde at slutte dagen på, frem for at scrolle sanseløst gennem mit Facebookfeed. Jeg var især glad for at læse Hella Joofs “Papmachéreglen” og Anette Kristine Poulsens “Sådan får du SUPERHUD”.

11. Træk vejret. Ja, det virker måske selvsagt som en god ide, men mange der døjer med stress, angst og lignende får en meget overfladisk vejrtrækning, når symptomerne er værst, og det at have fokus på vejrtrækningen kan også være en måde at distrahere tankerne og kroppens reaktionsmønstre. Prøv at tage 10 dybe indåndinger morgen og aften – ind gennem næsen, og ud gennem munden. Man kan også lige udnytte små pauser i en samtale eller en cykeltur til lige at få trukket vejret helt ned i maven.

12. Skriv hver aften tre gode ting ned fra dagen der er gået. Det kan være alt fra at solen skinnede, til at du fik en god kop the, til at din kat opførte sig fjollet, til at din mand gav dig et kram, til at du gik en tur osv. Det kan være både små og store ting, og er en rigtig god måde at blive bevidst om, at du også har mange gode ting i dit liv.

 

Husk på, at det er okay at være trist, bange, ked af det eller nervøs, men du skal helst ikke være det flere timer, hver dag, i flere uger. Du kan rent faktisk gøre noget ved alle tankerne og følelserne, ved at ændre din adfærd. Det betyder ikke, at du skal løbe et halvmarathon hver gang du er ked af det, men du skal gøre noget. Så når du sidder i sofaen og den dér tomhedsfølelse vælter ind over dig og tårerne presser på, så sæt dig op ved spisebordet og løs en kryds&tværs, gå ud og tøm opvaskemaskinen eller lav et af de andre punkter på listen. Så får tankerne og følelserne ikke lov at styre dig, men i stedet er det dig, der styrer dem.

image1

   

Ting jeg har lært #1

I dag har jeg lært:

– at tanker bare er tanker, og det der sker i tankerne er som regel værre end det, der sker i virkeligheden

– at mennesker ikke altid tænker dårlige ting om fremmede mennesker (ligesom jeg ikke altid selv tænker “ej hvor er hun grim” når jeg ser en pige på gaden, men lige så ofte tænker “sikke en pæn jakke/flot hår/seje briller” osv.)

– at jeg ikke bliver et dårligt menneske/grim/dum/mærkelig af, at andre (måske) tænker det om mig. Det vigtigste er, hvad jeg selv synes

– at jeg ikke har ansvaret for, at alle andre er glade

– at det ikke altid er min skyld, eller mig der er noget galt med, når jeg har en uoverensstemmelse med andre

– at jeg har en masse rigdom, i form af kærlighed, fra menneskerne i mit liv

Lago di Molveno

Lago di Molveno

   

At køre på rutinen…

Min psykolog giver mig ofte forskellige små opgaver, jeg skal lave til næste konsultation. På et tidspunkt skulle jeg skrive ned, hvad der gjorde mig glad før i tiden, hvad jeg kunne lide at lave. På min (relativt korte) liste stod blandt andet at læse bøger og at lave kryds & tværs.
Sidste gang fik jeg så de her opgaver:
– Lav vejrtrækningsøvelser 3 gange dagligt
– Læs i en bog mindst 30 minutter dagligt (også selvom det er en kedelig bog)
– Lav kryds & tværs mindst 20 minutter dagligt
– Gå tur hver dag (gør jeg i forvejen)
– Skriv 3 ting ned, der har gjort mig glad hver dag
– Drosle ned på huslige pligter

Det lyder som lidt af en mundfuld når man stiller det op på den måde, og det følte jeg egentlig også at det var. Men jeg kunne godt se formålet. Jeg tror det handler om det her med, at holde hjernen beskæftiget med nogle gode ting, så de negative tanker holdes lidt på afstand og ikke tager overhånd. Vejrtrækningsøvelserne kom på, fordi jeg spænder meget i hele kroppen, og de er gode når tankerne løber løbsk. Så skal jeg lukke øjnene og kun koncentrere mig om at trække vejret 5-10 gange. Det får som regel tankerne til at falde til ro.
Jeg tror, der gik en uge hvor det eneste jeg fik gjort var at gå ture, for det var noget jeg i forvejen gjorde hver dag. Men de andre ting glemte jeg. Så efter at have gået og kigget på mit papir med opgaver i en uges tid, besluttede jeg, at jeg var nødt til at lave et system eller en oversigt for, hvornår jeg skulle gøre de forskellige ting, for ellers glemte jeg det simpelthen.
På den måde opstod “Rutinen”, som er en oversigt over min dag, men uden tidsangivelser, for lige nu har jeg stadig et stort søvnbehov pga stressen og har brug for bare at sove til jeg vågner af mig selv. Samtidig er der jo også tit dage hvor jeg skal til læge, psykolog osv, og der skifter tidspunkterne tit. Men jeg synes den fungerer glimrende til at give overblik og struktur over dagen. Den ser således ud:
– Lav vejrtrækningsøvelser når jeg vågner
– Spis morgenmad
– Fri leg
– Spis frokost – uden at lave noget andet
– Lav kryds & tværs mindst 20 min.
– Lav vejrtrækningsøvelser
– Gå tur
– Fri leg
– Lav aftensmad/snak med Peter når han kommer hjem
– Spis aftensmad
– Fri leg/Vær sammen med Peter
– Aftenrens af hud + børst tænder
– Skriv “3 gode ting” for dagen
– Læs bog i mindst 30 minutter
– Lav vejrtrækningsøvelser
– Sov ❤

Igen ser det ud som en lang liste, men det virker faktisk og gør at jeg har langt flere gode dage nu end jeg har haft i lang tid, fordi jeg får plottet de små ting ind, som giver ro til hjernen i løbet af dagen. Samtidig får jeg synliggjort, at der faktisk er mindst to gange om dagen, hvor der er “fri leg”, som er tidspunkter, hvor jeg kan gøre lige hvad jeg vil, eller måske nærmere det modsatte; lave ingenting. Se en serie, tag i svømmehal, spil på iPad, hør musik, drik en kop the, glo ud i luften, whatever. Det er så også typisk der, lægebesøg og psykologsamtaler vil ligge, men netop fordi der ikke er nogen tidsangivelse, “mister” jeg ikke noget af den tid, for jeg kan altid sætte mig og se en serie når jeg kommer hjem fra læge, hvis det er det jeg vil, og jeg behøver ikke spise frokost på et bestemt tidspunkt, hvis jeg ikke er sulten.
Netop frokosten er lidt “hellig” for mig, idet jeg øver mig i ikke at se fjernsyn, læse blogs og alt muligt andet samtidig med at jeg spiser. Det er ok at høre lidt musik eller podcast, men helst ikke noget hvor jeg skal læse eller se på noget, for så glemmer jeg at koncentrere mig om det jeg er i gang med, og at mærke efter hvornår jeg er mæt. Og det går faktisk rigtig godt. Som regel sidder jeg bare og koncentrerer mig om at tygge min mad og kigger ud af vinduet eller på katten der sover i en solstråle… enormt fredfyldt. Og jeg nyder at sidde og hygge med en kryds & tværs efter maden, og aftenerne er blevet meget hyggeligere, nu hvor jeg er tvunget til at se tilbage på dagen og fokusere på tre gode ting. Jeg kan helt klart også anbefale at læse i en bog før sengetid i stedet for at glo på telefonen. Jeg oplever, at jeg bliver naturligt søvnig og dagen slutter på en rar og rolig måde.

Når jeg en dag starter op på fuldtid igen, vil rutinen selvfølgelig ændre sig, og arbejdet vil fylde det meste af dagen(e). Og det ved jeg ikke helt endnu hvordan jeg har det med eller hvordan jeg skal håndtere…

Jons Kapel

Jons Kapel

For at starte ved slutningen… #5

Mit første besøg hos psykologen gik desværre ikke så godt. Eller det vil sige, selve besøget gik ok. Sådan 45 minutter går jo alt for hurtigt, og efter nogle indledende spørgsmål tog vi fat på det, det hele handlede om. Jeg fik fortalt nogenlunde hvad jeg selv mente var årsag til min stress og depression og fik gravet op i alt det der var foregået op til sygemeldingen men også de første 14 dage af sygemeldingen, som jeg syntes var rigtig hårde at komme igennem. På det her tidspunkt var jeg faktisk kommet lidt videre, og jeg tror at jeg havde mere fokus på, at der var nogle ting der skulle falde på plads inden i mig, før jeg reelt kunne begynde at arbejde på at få det bedre. Derfor syntes jeg allerede, at jeg var begyndt at arbejde med mig selv; gik ture hver dag, var begyndt til svømning, havde indset nogle ting omkring hvordan jeg uhensigtsmæssigt udnytter tiden når jeg har fri, havde haft en successoplevelse med at tage i biografen alene, som jeg ellers har haft på min liste over ting, der fylder mig med angst – noget med, hvad jeg tror, de andre tænker om mig…

Så jeg syntes egentlig, at jeg allerede var nået langt bare på de få uger jeg havde været sygemeldt. Jeg havde også fundet ud af, at det hjalp at visualisere, at der var en lille pige inde i mig, der havde brug for at blive passet på (istedet for at sige det var mig, der havde brug for at blive passet på). Og ubevidst havde jeg nok forventet, at psykologen ville sige “ih hvor er det også synd for dig, du skal gå hjem og passe på dig selv og få noget ro og hvile”. Og at det i øvrigt var ok, at jeg føler, som jeg gør og har det som jeg har det. Det gjorde hun selvfølgelig ikke. I stedet fik jeg flere gange en følelse af, at hun egentlig ikke var klar over, hvor jeg var, og hvor dårligt jeg egentlig havde det. Men det var jo også fordi, vi slet ikke nåede at snakke om det, fordi hun jo skulle sættes ind i hele forløbet og hvad der var foregået. Til sidst sagde hun til mig, at jeg skulle sørge for hele tiden at “gøre noget”, for at de depressive tanker ikke tog overhånd. Og så skulle jeg begynde at gå tur to gange om dagen, både formiddag og eftermiddag. Jo jo, det lød sikkert meget godt, tænkte jeg, da jeg gik derfra. Men havde en underlig følelse, for hvordan skulle jeg nu gøre alle de ting hun havde sagt, når jeg knap kunne overskue at smøre mig en mad?

Næste morgen knækkede filmen. Jeg havde ligget og tænkt hele natten på det hun havde sagt, og da Peter skulle til at køre, begyndte jeg at græde. Og græd og græd og var helt utrøstelig og nervøs for at være alene med ensomheden. Til sidst var han nødt til at køre på arbejde, og jeg prøvede det bedste jeg kunne for at holde tomheden på afstand; tog dynen med ind i sofaen, tændte stearinlys, satte en hyggelig film på… men jeg kunne ikke holde op med at græde, og måtte slukke for filmen, og sad bare og stirrede ind i stearinlysets flamme mens tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg skævede til klokken som nærmede sig kvart i ni. Kunne man tillade sig at ringe til lægen? Min læge havde været så god og sød til at fornemme hvordan jeg havde det og hvad jeg havde brug for. Jeg vidste jo ikke helt, hvad hun skulle gøre, men havde brug for at snakke med én og forhåbentlig kunne hun give mig et par råd til hvordan jeg kunne få noget ro på. Samtidig var jeg en lille smule bange for, om der var begyndt at snige sig nogle angstlignende symptomer ind på mig. Jeg ringede til lægen og var nummer et i køen. Kom hurtigt igennem, og fik mellem alle tårerne og min hulken sagt, at jeg havde været til psykolog og at jeg her til morgen havde fået det værre og slet ikke kunne finde ro eller være alene. Lægen sagde, jeg skulle kigge forbi lidt senere, så vi lige kunne snakke om hvad der var sket og “få landet den oplevelse du har haft”, som hun sagde.

Et par timer senere var jeg hos lægen. Vi fik en god snak om hvad der var sket, og lægen hjalp mig til at sætte ord på de følelser, jeg havde. Jeg havde tolket psykologens ord som om, at jeg skulle lave noget aktivt hele tiden, og følte at hun satte nogle forventninger op, som jeg ikke kunne indfri og som gav endnu mere dårlig samvittighed end jeg havde i forvejen. Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle gå tur to gange om dagen, når jeg kæmpede med bare at komme ud at gå en gang. Jeg havde brug for ro og for at lave nogle rare ting. Og så konkluderede vi, at psykologen nok ikke havde nået at forstå, hvordan jeg egentlig havde det, så de råd hun gav mig, var nogle jeg måske kunne have brugt tilbage i efteråret, men lige nu var det simpelthen for meget for mig og ikke det jeg havde brug for.

Det hjalp rigtig meget at snakke med lægen. Vi aftalte, at jeg skulle skrive de følelser ned, jeg havde haft, og tage dem med til psykologen næste gang. Og det gjorde jeg. Og det næste besøg blev lige modsat af det første; hun var ked af, at jeg havde fået de følelser. Men forklarede også, at det var jo ikke fordi hun mente, at jeg skulle gå ud og løbe et marathon eller bestige et bjerg. Det var små ting jeg skulle gøre. Og så forklarede hun mig hvorfor.

Gennem en kognitiv model forklarede hun, at følelser, tanker, kroppen og vores adfærd hænger sammen og påvirker hinanden på kryds og tværs. Og især følelserne, tankerne og kroppens reaktioner kan vi ikke rigtig styre. Men vi kan styre vores adfærd. Så når vi fx får en negativ tanke, der gør at man føler sig ked af det, kroppen reagerer ved at tårerne presser sig på, så kan man gøre noget, altså ændre adfærden. Så hvis jeg sidder i sofaen og bliver ked af det, kan jeg vælge at gå en tur, eller jeg kan sætte mig med en bog, eller ved spisebordet og kigge i et blad, for på den måde at distrahere tankerne, inden de tager overhånd. Det betyder ikke, at jeg ikke må være ked af det. Men jeg skal ikke være det hele tiden, i flere timer og flere dage ad gangen. Det lyder lidt for simpelt når man sådan ser det på skrift, men det virker faktisk. Nu har jeg testet det nogle uger. Og det hjælper. Når jeg ligger i min seng og ikke kan sove og depressive tanker vælter ind over mig og tårerne presser på, ved jeg at jeg skal gå ind og se lidt fjernsyn, læse en bog eller lytte til en podcast.

Da jeg kom hjem fra psykologen den dag, havde jeg en underlig følelse indeni, som jeg ikke har mærket i mange, mange år. Jeg har prøvet at finde et ord for den, men det er endnu ikke lykkedes. En blanding af ro, tilfredshed, balance… At det hele nok skal gå, at vi nok skal nå det hele, og hvis vi ikke når det i dag, så er der en dag i morgen. Og i overmorgen. Det lyder lidt frelst, men jeg havde bare sådan en grundlæggende god følelse i mig. Jeg smurte mig en rugbrødsmad, satte mig ved spisebordet, tog en bid, lagde bestikket fra mig, kiggede på katten der lå i vindueskarmen og nød, at jeg lige dér ikke skulle koncentrere mig om andet end at tygge min mad. Jeg var bare til stede.

Louisiana

Louisiana

Min uge på godt og ondt (men mest godt…)

Så gik der lige nogle dage uden så meget gang i den herinde. Jeg tror det skyldes, at jeg stadig står midt i det hele og historien er ved at være nået dertil, hvor jeg er nu. Det er som om det er lidt lettere at skrive om det hele når jeg får det lidt på afstand.

Jeg sad og læste en blog om ufrivillig barnløshed, hvor bloggeren hver uge skrev om dejlige ting ved den forgangne uge. Jeg tror det er vigtigt at huske at sætte fokus på de gode ting, både generelt, men måske især når man står i en situation med barnløshed, stress, depression eller andre former for krisetilstande (af mangel på et bedre ord). Derfor vil jeg som en øvelse for mig selv prøve at samle lidt op på de gode ting der er sket den forgange uge. Hvem ved, måske det bliver et fast indslag… 😊

Mandag var en rigtig, rigtig god dag. Jeg kommer nok til at lave et særskilt indlæg om det, men kort fortalt var jeg til psykolog og i modsætning til første gang, følte jeg virkelig, at vi var på bølgelængde. Hun gav mig nogle virkelig gode råd, og da jeg kom hjem derfra havde jeg en underlig følelse indeni, som jeg ikke har haft i flere år. En følelse af total ro, balance og god energi.

Følelsen fortsatte helt til om aftenen hvor jeg var til svømning med min søde veninde. Vi har kun været der to gange, men det er altså guld værd. Vi griner, får rørt os, og snakker en hel masse om hendes graviditet og kommende baby. Og jeg bliver slet ikke ked af det? Plejer ellers at have det virkelig stramt med gravide. Tværtimod er jeg lykkelig på hendes vegne, og nyder at snakke om babyer, barnevogne og alt muligt andet fjollet, selvom jeg slet ikke ved hvornår det bliver min tur til at stå i den situation.

Tirsdag snakkede jeg i telefon med min søde mor. Det er altid dejligt, og dejligt for en gangs skyld at kunne fortælle hende at jeg havde haft en god dag.

Onsdag og torsdag gik jeg en lang tur i solskin og hørte podcast. Flere gange stoppede jeg og bare nød solen der varmede mine kinder.

Fredag fik vi gjort rent. En af de bedste investeringer nogensinde; at få en rengøringsdame! Elsker følelsen når jeg kommer hjem og man kan mærke gulvene er nyvaskede og det hele skinner.

Lørdag var jeg hjemme hos mine forældre og gik en lang tur i skoven med min mor.  Igen skinnede solen og varmede os mens vi fik en dejlig snak om de gode gamle dage. Om aftenen var jeg meget i tvivl om jeg skulle tage hjem, da jeg ikke havde lyst til at være alene (Peter var til housewarming) men samtidig var ret træt. Men jeg tog hjem og havde en ganske ok aften i selskab med kattene og Netflix. Uden nogen mentale sammenbrud undervejs. Succes!

I dag har Peter hængt billeder op, og jeg har vasket tøj og lavet en ordentlig røvfuld kødsovs – så er frokosten klaret til de næste par dage. Og så har vi her til aften gået en lille tur i regnen. Dejligt.

En helt ok uge med betydeligt færre nedture end de sidste mange uger. Og de nedture der har været, har jeg som regel kunne tage i opløbet med de redskaber jeg fik af psykologen i mandags. Men meget mere om det i et andet indlæg.

img_2167

   

For at starte ved slutningen… #4

Efter aborten knoklede jeg løs på arbejdet. Der var sygdom, så jeg havde mange ekstra vagter og timer. De fleste uger arbejdede jeg fra 8.30-18 plus fem timer lørdag, da jeg både tog ekstra lørdagsvagter og var nødt til at bytte nogle lørdage, fordi vi skulle til et bryllup og på ferie.
Samtidig begyndte jeg at blive syg hele tiden. Blev ramt af virus, som varede et par dage, for så at gå væk og komme igen en uge efter. Købte alle de forskellige præparater til forkølelse/immunforsvar/influenza/virus vi sælger på apoteket, men intet hjalp. Blev hele tiden ramt af feber, ondt i halsen, ondt i kroppen, snot osv. Jeg havde det elendigt både fysisk og psykisk. Havde dårlig samvittighed over for mit arbejde, fordi jeg vidste at mine kolleger skulle løbe hurtigere hver gang jeg blev syg. Så hver gang jeg fik det lidt bedre, meldte jeg mig rask, for så at blive ramt igen en uge eller to senere. Jeg havde en eller to sygedage næsten hver måned frem til nytår.
Eneste lyspunkt var, at jeg i december endelig fik min menstruation igen – ca 4 måneder efter jeg havde aborteret! Yes, tænkte jeg, nu kan vi begynde igen! Den næste cyklus varede så 49 dage… Så helt tilbage på sporet var min cyklus altså ikke endnu.

Når jeg ser tilbage, tror jeg at selve stressen er kommet snigende helt tilbage, da jeg startede på tredje år af uddannelsen. Arbejdspresset i efteråret kombineret med sorgen over abort, tanker om cyklus, menstruation og graviditet, der hele tiden fyldte i underbevidstheden betød, at mit system blev yderligere belastet, og min krop reagerede ved gentagne infektioner med influenza-lignende symptomer. På det tidspunkt var jeg bare så langt ude, at jeg var holdt op med at lytte til min krop, der forgæves forsøgte at råbe S T O P til mig.

I januar skulle vi til New York på forsinket bryllupsrejse. Ugen inden blev både Peter og jeg syge. Min læge gav mig antibiotika, jeg kunne tage med til New York og starte på, hvis jeg fik det værre. Men da hun mente det var virus, burde jeg få det bedre af mig selv og blive frisk inden afrejse. Peter fik nogle sovepiller og en astmaspray, da han havde noget med luftvejene. Så vi pakkede alt vores medicin og masser af lommetørklæder og næsesprays. Og jeg var stort set på toppen da vi skulle rejse om lørdagen. Men allerede tirsdag på ferien fik jeg ondt i halsen og kroppen blev træt igen. Vi havde dog en fantastisk tur på trods af sygdom.
Da vi kom hjem blev jeg atter ramt. Efter en uge uden nogen synderlig fremgang, andet end at feberen var væk, meldte jeg mig rask. Havde dårlig samvittighed og var ved at blive skør af at gå derhjemme og vente på at få det bedre. Aftenen inden jeg skulle på arbejde igen sagde jeg til Peter, at jeg stadig ikke syntes det var helt godt, og at jeg var skide træt af at være syg hele tiden. Jeg havde haft feber, ondt i halsen og en krop der var træt og øm næsten konstant i 1,5 måned nu. Og så brød jeg sammen. Jeg tudede og kunne ikke overskue at skulle på arbejde, fordi jeg havde det elendigt. Jeg kunne ikke finde ro, kunne ikke sove. På det tidspunkt sov jeg på sofaen om natten fordi jeg var så snottet at jeg holdt os begge vågne med min snorken – romantisk, I know!! Peter har senere fortalt mig, at da vi endelig sagde godnat den aften og han lå i sengen og jeg i sofaen, havde han googlet og læst om, at være pårørende til en med depression. Han kunne mærke der var noget galt. Efter en times tid kravlede jeg ind i sengen til ham, og først da jeg lå i hans arme, kunne jeg endelig finde ro.

Næste dag tænkte jeg, at det måske ville hjælpe at komme på arbejde og lave noget. Min leder spurgte, om vi lige kunne snakke sammen nogle minutter, inden vi skulle åbne. Jeg tænkte, det nok handlede om min sygdom, men præcis hvad, vidste jeg ikke. Jeg fik at vide, at min chef og souschef havde kigget på mit samlede sygefravær siden 1. juli, hvor jeg var blevet fastansat. De havde printet skemaer ud over alle mine arbejdsuger. Jeg vidste jo godt, hvad de viste: røde pletter rundt omkring, hvor jeg havde været syg. Den dårlige samvittighed væltede atter ind over mig. De var bekymrede for, om der lå noget andet bag, om der var noget de kunne gøre, om der var problemer på hjemmefronten og hvordan de kunne hjælpe mig. Dér gik det op for mig, at der var noget helt galt indeni mig. Peter og jeg havde aldrig haft det bedre, min familie var der heller ikke noget med. Jeg følte godt nok, at jeg havde arbejdet rigtig meget, men det var blevet bedre i december og januar, hvor jeg var begyndt at gå klokken 16/16.30 ind i mellem. Men jeg følte jo aldrig, jeg fik ladet op, når jeg havde fri. Jeg var jo stadig træt og brugt, selvom jeg havde haft en fridag eller en friweekend. Det med børn, jo, det fyldte, men jeg syntes jeg var positiv og optimistisk og havde nyt håb. Vi kom til at snakke om, at jeg før havde haft stress og depression, inden jeg var startet på uddannelsen. Ved ikke hvordan vi kom ind på det. Pludselig slog det mig. Den følelse af udmattelse, udbrændthed og gennemborende tristhed og uoverskuelighed, som jeg havde følt før. Det var den der langsomt var kommet snigende over de sidste mange måneder. Hvor tit havde jeg ikke hørt mig selv sige “jeg trænger til en måneds ferie” eller “det har jeg ikke overskud til”. Eller var begyndt at græde, hver gang jeg kom hjem fra arbejde. Men ferien var aldrig lang nok. Og overskuddet kom aldrig.

Jeg ringede til min læge og sagde grædende “jeg er bange for, jeg er ved at få stress igen”. Jeg fik en tid samme eftermiddag. Peter tog med mig, for at give hans oplevelse og for at være et ekstra sæt ører for mig, der ikke kunne andet end at græde og svare “det ved jeg ikke” til lægens spørgsmål. “Objektiv blanding mellem depression og langvarig stress” og fuld sygemelding i foreløbig 14 dage, lød dommen.
Det føltes som om, jeg blev knock-outet, og at jeg skulle starte forfra med at lære at kravle, før jeg kunne begynde at gå. De første par uger gik med at finde ud af, hvad der egentlig var sket, prøve at acceptere at jeg igen var endt hér, fortælle venner og kolleger hvordan jeg havde det, og prøve at finde ud af hvordan man slappede af. Det kunne jeg ikke finde ud af. Kunne ikke sove, kunne ikke finde ro. Var oversensitiv, græd bare Peter kiggede forkert på mig, og kunne ikke klare lyde omkring mig. Hvis jeg så en serie eller film, skulle det ikke være noget med utroskab, død, børn, skilsmisse eller andre ulykkelige eller sørgelige livsændrende begivenheder. Jeg glemte min pinkode flere gange. Kunne gå ud i køkkenet for at hente et glas vand, men når jeg kom derud glemte jeg hvad jeg skulle. Og det skete flere gange dagligt.

Jeg prøvede hele tiden at sætte ord på, hvordan jeg havde det. Til kolleger, veninder, min mor, Peter og mig selv. En dag havde jeg brugt tre timer på at skrive to sms’er om hvordan jeg havde det. Og var helt ødelagt af, at mærke efter hvad det var for nogle følelser, jeg havde indeni. Og så gik det op for mig. Jeg var nødt til at trække stikket helt, hvis jeg skulle få det bedre. Jeg måtte have ro på, før jeg kunne forholde mig til, hvordan jeg havde det. Jeg aflyste alle aftaler og så kun min læge, Peter og min mor. Jeg lå i sengen i fire dage og så Gilmore Girls, gik ikke i bad og spiste Coco Pops med mælk til frokost – det var det eneste jeg havde overskud til. Ignorerede telefonopkald og takkede nej til sygebesøg.
Da jeg efter fire dage stadig ikke havde været i bad, sagde Peter, at han var bange for, om den var helt gal. Vi snakkede om, hvad “helt gal” betød, for oppe i mit hoved følte jeg jo, at den var helt gal. For ham var det der, hvor man snakker om indlæggelse og psykiatrisk skadestue. Vi fik også snakket om, at det er svært for mig, når han spørger om jeg er okay. For grundlæggende er jeg ikke okay, men jeg er jo heller ikke ved at dø. Så hvad betyder okay?…

De første 14 dage gik enormt hurtigt. Jeg følte kun lige, jeg var begyndt at slappe en lille smule af, da de var ovre. Heldigvis har jeg den bedste læge, der lytter og lynhurtigt kan tyde, hvordan jeg har det og hvad jeg har brug for, når jeg ikke selv ved det. Derfor blev sygemeldingen forlænget yderligere en måned med ukendt varighed. Det tror jeg var med til at give mig en følelse af, at jeg nu kunne gøre det jeg egentlig skulle; nemlig at hvile og finde ro.
Og så begyndte jeg til psykolog…

Dueodde

Dueodde

For at starte ved slutningen… #3

Jeg fandt ud af, at jeg var gravid præcis ugen efter vi havde sagt ja til hinanden på rådhuset. Først turde jeg ikke tro på det. Stregen var jo ret svag? Testede igen om søndagen. Stadig svag, men den var der! Jeg sagde til Peter, at han nok godt kunne begynde at forberede sig på at skulle være far.
Om onsdagen var stregen lidt mere tydelig. Jeg ringede til lægen for at aftale tid til 1. graviditetsundersøgelse. Sygeplejersken jeg talte med sagde, at der kun ville være en streg, hvis der var et befrugtet æg – ergo måtte jeg altså være gravid! Det gav mig lidt ro, og jeg turde endelig tro på, at den var der. Jeg var lykkelig. Det var jo nærmest for godt til at være sandt. Kunne det virkelig være lykkedes efter vi kun havde prøvet i små tre måneder? Så heldige havde jeg aldrig turde håbe på vi kunne være. Det var desværre også for godt til at være sandt.
Samme aften, lige inden vi skulle spise, skulle jeg lige tisse. Der var blod. Kun lidt, men det var der. Panik. Satte mig ind på sofaen og græd. “Det her sker bare ikke” tænkte jeg. Peter gjorde sit bedste for at trøste, men jeg kunne ikke slappe af. Rendte på toilettet hvert femte minut resten af aftenen for at tjekke om det fortsatte. Jeg sov ikke meget den nat, og googlede på livet løs, som man jo aldrig skal gøre. Læste alt om spontane aborter og biokemiske graviditeter. Fandt ud af, at man godt kan bløde i graviditeten. Både når ægget sætter sig fast og senere. Jeg var i syv sind og skiftede mellem at være dybt ulykkelig og prøve at nage mig til håbet om, at det ikke behøvede at betyde noget, at det lille æg havde sat sig fast og havde det godt.
Det her er svært at skrive om, både fordi dagene flyder lidt sammen og fordi det vækker en smerte jeg ikke troede man kunne føle over noget, man aldrig rigtig har haft. Et savn til en, der aldrig rigtig var der.
Efterfølgende har jeg tit tænkt på, hvordan nogle siger, at mænd først bliver fædre når barnet kommer til verden og de holder det i deres arme. Jeg tror, at jeg blev mor så snart jeg så de to streger. Også selvom det kun var et flygtigt øjeblik.

Næste dag ringede jeg til lægen for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg kom ind til en akuttid og fik lavet en gynækologisk undersøgelse. Men da jeg var så tidligt henne var der intet at se eller mærke. Jeg fik også taget endnu en test hos lægen, som først var negativ, men efter et kvarter blev positiv. Lægen var ikke sikker, så jeg blev sendt op og få taget blodprøve. Næste dag fik jeg svar, og der var graviditetshormon (hcg) i blodet, men det var meget lavt. 44 tror jeg det var. Så snakkede hun om graviditet uden for livmoderen. Og jeg googlede igen og panikkede.
Fredag var blødningen stadig ikke stoppet, og mit hcg var steget til 47, så jeg kom til en gynækolog som scannede mig. Eller, faktisk var det en sygeplejerske der først startede med at scanne. Hun rodede noget rundt, drejede skærmen og mumlede noget uforståeligt. Jeg begyndte at græde. Peter var heldigvis med og holdt min hånd. Sygeplejersken hentede gynækologen. Så stod vi fire i det lille rum og kiggede efter.. ja, jeg vidste jo ikke helt hvad jeg skulle kigge efter. Men noget. Gynækologen var ret hurtig til at melde ud, at der ikke var noget at se. Desuden var slimhinden for tynd, hvilket betød at et æg ikke ville kunne sætte sig fast, sagde hun. Jeg græd og græd, og kiggede stift frem foran mig da jeg gik forbi de fire kvinder i venteværelset med deres store gravide maver.
De næste par uger fik jeg taget flere blodprøver, for at sikre at tallet faldt og gik den rigtige vej. Det gjorde det bare ikke. Mit hcg steg først til 64, så til 71. Jeg var ved at blive sindssyg af ikke at vide, om der var noget eller ej, om det var i eller uden for livmoderen, og hvad det egentlig betød. Vidste jo godt, det ikke ville blive til et levedygtigt barn, men kunne alligevel ikke lade være at håbe en lille smule på et mirakel. Efter ca en måned begyndte mit hcg endelig at falde, og i slutningen af september fik vi endelig at vide, at det lå under 10 og man kunne kalde det en “afsluttet abort”. Endelig kunne vi komme videre og prøve igen! Troede vi…

img_1844

6 ting man ikke skal sige til en stressramt

Ting man ikke skal sige til en stressramt:

1. “Dine øjne er helt livløse” – …

2. “Du ser værre ud end sidst jeg så dig” – …

3. “Du skal bare lige tage dig sammen” – jeg har taget mig sammen så længe, at jeg har kørt derudaf med 400 km/t, så hvis jeg tager mig mere sammen kommer der snart fartstriber efter mig!

4. “Du skal bare slappe lidt af og gøre det, der gør dig glad” – ja, tro mig, det gad jeg også virkelig godt, men jeg har glemt hvordan man slapper af, og det eneste der gør mig glad er min mand og min mor og far, og de kan af gode grunde ikke sidde og holde mig i hånden hvert minut døgnet rundt.

5. “Du skal bare træne og dyrke en masse motion, så du tænker på noget andet” – a) Jeg får det ikke bedre af at stå og svede i et fitnesscenter med 30 andre omkring mig, og b) Når man er kollapset med stress er nervesystemet så overbelastet, at hård fysisk motion vil skrue endnu mere op for stresshormonerne og dermed udsætte den ro, som er lige præcis hvad den stressramte har brug for

6. “Du skal læse den her bog om selvudvikling, så får du det meget bedre med dig selv!” – den her kommentar er faktisk den værste, synes jeg. Så det du siger er, at jeg faktisk bør have det dårligt med mig selv som jeg er lige nu? Du kan sige til mig, at jeg ligner noget katten har slæbt ind, men at foreslå selvudvikling er faktisk det samme som at sige, at der er noget galt med min personlighed, og at det er min egen skyld, at jeg har fået stress. To ting, der faktisk ikke er sande (har jeg lært).

190700-1850-hq-30

   

For at starte ved slutningen… #2

Der gik ikke længe fra jeg havde sendt ansøgningen, før jeg hørte fra det praktiksted jeg havde søgt. Systemet var sådan, at man både skulle søge via kvotesystemet og samtidig sende en ansøgning til det apotek, man ville være elev hos. Ja, apotek. Bare et par måneder forinden vidste jeg slet ikke, at man kunne uddanne sig gennem et apotek, eller at der var noget der hed farmakonom. Indtil min svigerfar en dag viste mig en annonce i lokalavisen hvor der stod, at det lokale apotek i byen søgte farmakonomelever. Jeg var jo begyndt at interessere mig en del for det her med sundhed, sygdom og hvad der sker i kroppen og hjernen, når man dyrker motion eller har en psykisk sygdom som fx depression. Og da jeg læste annoncen, tænkte jeg at det, de søgte, lød som mig.

Jeg blev kaldt til samtale og fik tilbudt elevpladsen samme dag. I juli fik jeg brev fra skolen om, at jeg var blevet optaget. Det var en super fed uddannelse, og jeg elskede at man kombinerede teori med praksis. Og så var jeg lykkelig for mit praktiksted. Når jeg snakkede med de andre i klassen, lød det som om, at vi elever virkelig havde det godt på mit apotek. Det sociale arbejdsmiljø var også rigtig godt, og jeg fik nogle rigtig gode veninder både på uddannelsen og på arbejdspladsen. Selve arbejdet var også spændende, og jeg følte virkelig, at jeg havde fundet min “hylde”.

Det tredje år på uddannelsen var hårdt, og jeg tror det var her, jeg så småt begyndte at mærke stressen komme krybende igen.
Vi startede i nye klasser ud fra de valgfag vi havde, og jeg skulle starte forfra med at lære alle at kende. Samtidig skulle vi begynde på vores afslutningsprojekt, og fremtiden begyndte at fylde mere og mere i hovedet. Ville jeg blive fastansat? Skulle jeg søge job et andet sted? Hvad hvis jeg ikke bestod eksamen? Uddannelsen er bygget sådan op, at man kun er til eksamen ved afslutningen af hvert af de tre uddannelsesår og ikke hvert semester som på universitetet. Perfekt for en som mig, der bliver meget nervøs ved mundtlige eksamener. Ulempen er så, at når man skal til eksamen på tredje år, skal man i princippet kunne huske alt, hvad man har lært i løbet af de tre år. Og så har man altså kun én uges læseferie betalt af apoteket, ellers er det for egen regning, hvis man vil have mere. Jeg tog selv en ekstra uge udover den betalte, og fik et firtal til den mundtlige eksamen. Jeg var pisse skuffet. I dag er jeg bare glad for det er overstået. Fik til gengæld rigtig fine skriftlige karakterer, og blev fastansat på det apotek hvor jeg havde været elev, så det var jo herligt. I august blev jeg gift med min dejlige mand, og en uge senere fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Alt var perfekt…

181001-1036-shq-37

For at starte ved slutningen…

Jeg har været syg før. Det gør det ikke lettere den her gang. Bare det at kalde det “syg” er stadig ubehageligt, synes jeg. Hvis det så bare var en brækket arm, migræne eller en anden sygdom, som jeg så tit har rådgivet om gennem mit arbejde. Men jeg er syg. Syg i sindet? Til tider føles det sgu næsten som en form for sindssyge.

Jeg har været syg før. I 2011 startede jeg på en uddannelse, Interkulturel Markedskommunikation på CBS – jo jo, fint skal det lyde. Jeg havde glædet mig hele sommeren til at starte. Til at blive klogere, suge viden til mig og fordybe mig i nogle af de fag jeg havde elsket på handelsskolen. Men hvad jeg slet ikke havde skænket en tanke, var at jeg jo skulle lære en hel ny klasse at kende. Spørg ikke hvorfor, men jeg havde vitterligt ikke tænkt over, at der også var 300 andre studerende der startede samtidig med mig, og at de ca. 30 af dem skulle blive en del af min nye hverdag, min nye klasse.

Jeg har aldrig været god til det der med at starte nye steder. Jo, da jeg skulle starte i folkeskole fik jeg hurtigt venner. Men da jeg startede på efterskole, måtte min mor sove sammen med mig i min seng den første gang vi var hjemme på weekend. Vi måtte ikke have mobiltelefoner den første måned (eller var det en uge?) fordi vi skulle lære de andre at kende. Dengang var Facebook ikke engang rigtigt slået til i Danmark, så hvad det lige var de var så bange for, at vi skulle lave med de telefoner, ved jeg ikke. Jeg kan huske, at jeg syntes det var vildt ubehageligt at jeg ikke bare kunne ringe til min mor når jeg savnede hende, eller hvis der skete noget alvorligt for den sags skyld. Så jeg græd og græd da jeg endelig kom hjem på weekend, og jeg tror min mor og far fik lidt af et chok.

Nå. Da jeg startede på handelsskolen gik det lidt bedre. Der skulle jeg gå i klasse med en fra min efterskole og en fra mit tidligere håndboldhold, så helt alene var jeg da ikke. Men der gik alligevel nogle måneder før jeg ligesom fandt min “gruppe”, dem jeg turde være mig selv sammen med. Hvorfor er det egentlig, at det altid virker som om alle andre bare er perleveninder fra første dag?

Men det at starte på CBS er noget af det mest ubehagelige jeg har prøvet og jeg fik straks flashback til den første tid på efterskolen. Jeg følte mig forkert, fordi jeg ikke gad med ud at drikke både torsdag, fredag, lørdag og søndag… Syntes ellers jeg prøvede at give den gas på introturen og til de første introfester. Men det dér behov for at drikke og gå i torsdagsbar og fredagsbar osv., det havde jeg altså ikke hver uge. Måske fordi jeg havde en kæreste jeg gerne ville hjem til, måske fordi jeg alligevel havde et stykke længere hjem end de andre (jeg boede i Roskilde, som åbenbart er en landsby hvis man selv bor i hovedstaden). Jeg havde nok også en forventning om, at det her var en “voksenuddannelse”, og at de andre ville være mere voksne. Men de fleste var jo stadig de samme irriterende typer, der hungrede efter opmærksomhed og bekræftelse.

Efter nogle måneder blev jeg træt af at komme med undskyldninger for, hvorfor jeg ikke ville med ud hele tiden. Jeg følte på en måde altid, at jeg var på overarbejde og mentalt skulle sørge for at sige og gøre de rigtige ting, så jeg kunne passe ind i de sociale sammenhænge. Men jeg gad ikke mere. Jeg valgte at fokusere på det faglige, og så måtte det sociale komme af sig selv, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke slippe følelsen af at være forkert. Jeg havde en studiegruppe med nogle søde piger, men jeg tror vi var for forskellige. Og det faglige viste sig heller ikke at leve op til de forventninger, jeg havde. Der var nogle enkelte dygtige lærere, men de fleste formåede at ødelægge alt hvad jeg elskede ved fagene. Til sidst spillede hverken det sociale eller det faglige for mig. Samtidig arbejdede jeg i en børnehave for at tjene ekstra til den sparsomme SU-indkomst. Det arbejde havde jeg nedprioriteret, da jeg valgte at gå all in på studiet og havde endda optaget SU-lån for at få lidt ekstra hver måned, så jeg ikke behøvede at arbejde, men i stedet kunne koncentrere mig 100% om studiet. Men det var ikke nok. Jeg var ked af det, skuffet og mit selvværd var faldet, fordi jeg hele tiden gik og følte mig forkert. Hver dag når jeg kom hjem, gik jeg ind i seng og græd.

Da vi skulle til at læse til eksamen i foråret tog jeg en “stress-test” på en hjemmeside. Resultatet var alarmerende med røde blinklys all over. Derfor gik jeg til lægen med alle mine tanker, frustrationer og spørgsmål. Stress og let depression lød svaret. Jeg humpede mig igennem eksamenerne med skuffende resultater (hvornår er 7 og 4 blevet “skuffende resultater”? – i dag kan jeg ikke forstå hvorfor jeg ikke bare var lettet. Men jeg var jo så vant til at få 10 og 12 i gymnasiet, så det var selvfølgelig ikke godt nok oppe i mit hoved).

Da eksamenerne var overstået, tog min kæreste og jeg på charterferie til Tunesien. Det var så skønt. Men da vi kom hjem og jeg så småt skulle starte på nyt semester, kom alle tårerne og tankerne igen. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde i børnehaven, og startede hos en psykolog. Aftalte egentlig med hende, at jeg skulle prøve bare at klare mig igennem det her semester. Så ville jeg måske kunne få merit senere på en anden uddannelse? Men en dag jeg var hjemme ved mine forældre, og sad og græd og var ulykkelig, sagde min bror “men hvad er det du vil? Skal vi tage beslutningen for dig og sige stop?”. Og der blev det jo klokkeklart. Jeg skulle stoppe. Det var jo ikke det her jeg ville. Jeg tror bare, at jeg var så bange for at tage beslutningen, for jeg vidste jo ikke hvad jeg så skulle. Usikkerheden var nok til, at jeg blev et sted jeg var ulykkelig. Et par dage efter samtalen med min familie lå jeg for 117. gang vågen og kunne ikke sove for alle tankerne der ræsede rundt. Og så lige pludselig, klokken fem om morgenen, tog jeg beslutningen om at stoppe. Jeg kan huske, at jeg skyndte mig at skrive inde på min klasses facebookgruppe. Jeg tænkte, at hvis jeg sagde det højt på den måde, kunne jeg ikke nå at fortryde. Jeg slettede også dem alle sammen som venner på facebook, undtagen pigerne fra min studiegruppe. Jeg skulle bare væk fra det sted og alt hvad der mindede mig om det.

Jeg gik til psykolog 6-7 gange det efterår tror jeg, og til sidst valgte jeg at sige stop. Jeg mente ikke, at hun kunne hjælpe mig mere, og hun var enig. I stedet for blev jeg til mit eget projekt. Projekt mig. Jeg begyndte at gå op i min krop, spise sundt og dyrke en masse motion. I dag ved jeg, at man som stressramt ikke skal begynde at ændre drastisk på sin livsstil og ikke skal dyrke en masse motion. Men dengang føltes det som det eneste der virkede for mig. Jeg vidste ikke hvad jeg ville med mit liv, men jeg kunne da løbe syv kilometer på rekordtid, og det gav mig på en måde en følelse af, at jeg var god til et eller andet. Og jeg fik det bedre. Og i januar sendte jeg en ny ansøgning til en ny uddannelse…

image2

Velkommen til en ny start

Ja, hvad skriver man egentlig i sit første blogindlæg… og hvem skriver man til?

Jeg skriver først og fremmest til mig selv – både fordi jeg pt. er den eneste der har kendskab til denne blog, og fordi jeg blev træt af at gå rundt med alle mulige tanker oppe i hovedet som jeg ikke kunne sætte ord på over for dem der nu gad lytte; det være sig min mand, min mor eller mine veninder. Derfor har jeg oprettet denne blog – som et redskab til at få styr på tankerne og forhåbentlig en form for ro i mit sind. Vi får se hvordan det går…