For at starte ved slutningen…

Jeg har været syg før. Det gør det ikke lettere den her gang. Bare det at kalde det “syg” er stadig ubehageligt, synes jeg. Hvis det så bare var en brækket arm, migræne eller en anden sygdom, som jeg så tit har rådgivet om gennem mit arbejde. Men jeg er syg. Syg i sindet? Til tider føles det sgu næsten som en form for sindssyge.

Jeg har været syg før. I 2011 startede jeg på en uddannelse, Interkulturel Markedskommunikation på CBS – jo jo, fint skal det lyde. Jeg havde glædet mig hele sommeren til at starte. Til at blive klogere, suge viden til mig og fordybe mig i nogle af de fag jeg havde elsket på handelsskolen. Men hvad jeg slet ikke havde skænket en tanke, var at jeg jo skulle lære en hel ny klasse at kende. Spørg ikke hvorfor, men jeg havde vitterligt ikke tænkt over, at der også var 300 andre studerende der startede samtidig med mig, og at de ca. 30 af dem skulle blive en del af min nye hverdag, min nye klasse.

Jeg har aldrig været god til det der med at starte nye steder. Jo, da jeg skulle starte i folkeskole fik jeg hurtigt venner. Men da jeg startede på efterskole, måtte min mor sove sammen med mig i min seng den første gang vi var hjemme på weekend. Vi måtte ikke have mobiltelefoner den første måned (eller var det en uge?) fordi vi skulle lære de andre at kende. Dengang var Facebook ikke engang rigtigt slået til i Danmark, så hvad det lige var de var så bange for, at vi skulle lave med de telefoner, ved jeg ikke. Jeg kan huske, at jeg syntes det var vildt ubehageligt at jeg ikke bare kunne ringe til min mor når jeg savnede hende, eller hvis der skete noget alvorligt for den sags skyld. Så jeg græd og græd da jeg endelig kom hjem på weekend, og jeg tror min mor og far fik lidt af et chok.

Nå. Da jeg startede på handelsskolen gik det lidt bedre. Der skulle jeg gå i klasse med en fra min efterskole og en fra mit tidligere håndboldhold, så helt alene var jeg da ikke. Men der gik alligevel nogle måneder før jeg ligesom fandt min “gruppe”, dem jeg turde være mig selv sammen med. Hvorfor er det egentlig, at det altid virker som om alle andre bare er perleveninder fra første dag?

Men det at starte på CBS er noget af det mest ubehagelige jeg har prøvet og jeg fik straks flashback til den første tid på efterskolen. Jeg følte mig forkert, fordi jeg ikke gad med ud at drikke både torsdag, fredag, lørdag og søndag… Syntes ellers jeg prøvede at give den gas på introturen og til de første introfester. Men det dér behov for at drikke og gå i torsdagsbar og fredagsbar osv., det havde jeg altså ikke hver uge. Måske fordi jeg havde en kæreste jeg gerne ville hjem til, måske fordi jeg alligevel havde et stykke længere hjem end de andre (jeg boede i Roskilde, som åbenbart er en landsby hvis man selv bor i hovedstaden). Jeg havde nok også en forventning om, at det her var en “voksenuddannelse”, og at de andre ville være mere voksne. Men de fleste var jo stadig de samme irriterende typer, der hungrede efter opmærksomhed og bekræftelse.

Efter nogle måneder blev jeg træt af at komme med undskyldninger for, hvorfor jeg ikke ville med ud hele tiden. Jeg følte på en måde altid, at jeg var på overarbejde og mentalt skulle sørge for at sige og gøre de rigtige ting, så jeg kunne passe ind i de sociale sammenhænge. Men jeg gad ikke mere. Jeg valgte at fokusere på det faglige, og så måtte det sociale komme af sig selv, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke slippe følelsen af at være forkert. Jeg havde en studiegruppe med nogle søde piger, men jeg tror vi var for forskellige. Og det faglige viste sig heller ikke at leve op til de forventninger, jeg havde. Der var nogle enkelte dygtige lærere, men de fleste formåede at ødelægge alt hvad jeg elskede ved fagene. Til sidst spillede hverken det sociale eller det faglige for mig. Samtidig arbejdede jeg i en børnehave for at tjene ekstra til den sparsomme SU-indkomst. Det arbejde havde jeg nedprioriteret, da jeg valgte at gå all in på studiet og havde endda optaget SU-lån for at få lidt ekstra hver måned, så jeg ikke behøvede at arbejde, men i stedet kunne koncentrere mig 100% om studiet. Men det var ikke nok. Jeg var ked af det, skuffet og mit selvværd var faldet, fordi jeg hele tiden gik og følte mig forkert. Hver dag når jeg kom hjem, gik jeg ind i seng og græd.

Da vi skulle til at læse til eksamen i foråret tog jeg en “stress-test” på en hjemmeside. Resultatet var alarmerende med røde blinklys all over. Derfor gik jeg til lægen med alle mine tanker, frustrationer og spørgsmål. Stress og let depression lød svaret. Jeg humpede mig igennem eksamenerne med skuffende resultater (hvornår er 7 og 4 blevet “skuffende resultater”? – i dag kan jeg ikke forstå hvorfor jeg ikke bare var lettet. Men jeg var jo så vant til at få 10 og 12 i gymnasiet, så det var selvfølgelig ikke godt nok oppe i mit hoved).

Da eksamenerne var overstået, tog min kæreste og jeg på charterferie til Tunesien. Det var så skønt. Men da vi kom hjem og jeg så småt skulle starte på nyt semester, kom alle tårerne og tankerne igen. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde i børnehaven, og startede hos en psykolog. Aftalte egentlig med hende, at jeg skulle prøve bare at klare mig igennem det her semester. Så ville jeg måske kunne få merit senere på en anden uddannelse? Men en dag jeg var hjemme ved mine forældre, og sad og græd og var ulykkelig, sagde min bror “men hvad er det du vil? Skal vi tage beslutningen for dig og sige stop?”. Og der blev det jo klokkeklart. Jeg skulle stoppe. Det var jo ikke det her jeg ville. Jeg tror bare, at jeg var så bange for at tage beslutningen, for jeg vidste jo ikke hvad jeg så skulle. Usikkerheden var nok til, at jeg blev et sted jeg var ulykkelig. Et par dage efter samtalen med min familie lå jeg for 117. gang vågen og kunne ikke sove for alle tankerne der ræsede rundt. Og så lige pludselig, klokken fem om morgenen, tog jeg beslutningen om at stoppe. Jeg kan huske, at jeg skyndte mig at skrive inde på min klasses facebookgruppe. Jeg tænkte, at hvis jeg sagde det højt på den måde, kunne jeg ikke nå at fortryde. Jeg slettede også dem alle sammen som venner på facebook, undtagen pigerne fra min studiegruppe. Jeg skulle bare væk fra det sted og alt hvad der mindede mig om det.

Jeg gik til psykolog 6-7 gange det efterår tror jeg, og til sidst valgte jeg at sige stop. Jeg mente ikke, at hun kunne hjælpe mig mere, og hun var enig. I stedet for blev jeg til mit eget projekt. Projekt mig. Jeg begyndte at gå op i min krop, spise sundt og dyrke en masse motion. I dag ved jeg, at man som stressramt ikke skal begynde at ændre drastisk på sin livsstil og ikke skal dyrke en masse motion. Men dengang føltes det som det eneste der virkede for mig. Jeg vidste ikke hvad jeg ville med mit liv, men jeg kunne da løbe syv kilometer på rekordtid, og det gav mig på en måde en følelse af, at jeg var god til et eller andet. Og jeg fik det bedre. Og i januar sendte jeg en ny ansøgning til en ny uddannelse…