For at starte ved slutningen… #3

Jeg fandt ud af, at jeg var gravid præcis ugen efter vi havde sagt ja til hinanden på rådhuset. Først turde jeg ikke tro på det. Stregen var jo ret svag? Testede igen om søndagen. Stadig svag, men den var der! Jeg sagde til Peter, at han nok godt kunne begynde at forberede sig på at skulle være far.
Om onsdagen var stregen lidt mere tydelig. Jeg ringede til lægen for at aftale tid til 1. graviditetsundersøgelse. Sygeplejersken jeg talte med sagde, at der kun ville være en streg, hvis der var et befrugtet æg – ergo måtte jeg altså være gravid! Det gav mig lidt ro, og jeg turde endelig tro på, at den var der. Jeg var lykkelig. Det var jo nærmest for godt til at være sandt. Kunne det virkelig være lykkedes efter vi kun havde prøvet i små tre måneder? Så heldige havde jeg aldrig turde håbe på vi kunne være. Det var desværre også for godt til at være sandt.
Samme aften, lige inden vi skulle spise, skulle jeg lige tisse. Der var blod. Kun lidt, men det var der. Panik. Satte mig ind på sofaen og græd. “Det her sker bare ikke” tænkte jeg. Peter gjorde sit bedste for at trøste, men jeg kunne ikke slappe af. Rendte på toilettet hvert femte minut resten af aftenen for at tjekke om det fortsatte. Jeg sov ikke meget den nat, og googlede på livet løs, som man jo aldrig skal gøre. Læste alt om spontane aborter og biokemiske graviditeter. Fandt ud af, at man godt kan bløde i graviditeten. Både når ægget sætter sig fast og senere. Jeg var i syv sind og skiftede mellem at være dybt ulykkelig og prøve at nage mig til håbet om, at det ikke behøvede at betyde noget, at det lille æg havde sat sig fast og havde det godt.
Det her er svært at skrive om, både fordi dagene flyder lidt sammen og fordi det vækker en smerte jeg ikke troede man kunne føle over noget, man aldrig rigtig har haft. Et savn til en, der aldrig rigtig var der.
Efterfølgende har jeg tit tænkt på, hvordan nogle siger, at mænd først bliver fædre når barnet kommer til verden og de holder det i deres arme. Jeg tror, at jeg blev mor så snart jeg så de to streger. Også selvom det kun var et flygtigt øjeblik.

Næste dag ringede jeg til lægen for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg kom ind til en akuttid og fik lavet en gynækologisk undersøgelse. Men da jeg var så tidligt henne var der intet at se eller mærke. Jeg fik også taget endnu en test hos lægen, som først var negativ, men efter et kvarter blev positiv. Lægen var ikke sikker, så jeg blev sendt op og få taget blodprøve. Næste dag fik jeg svar, og der var graviditetshormon (hcg) i blodet, men det var meget lavt. 44 tror jeg det var. Så snakkede hun om graviditet uden for livmoderen. Og jeg googlede igen og panikkede.
Fredag var blødningen stadig ikke stoppet, og mit hcg var steget til 47, så jeg kom til en gynækolog som scannede mig. Eller, faktisk var det en sygeplejerske der først startede med at scanne. Hun rodede noget rundt, drejede skærmen og mumlede noget uforståeligt. Jeg begyndte at græde. Peter var heldigvis med og holdt min hånd. Sygeplejersken hentede gynækologen. Så stod vi fire i det lille rum og kiggede efter.. ja, jeg vidste jo ikke helt hvad jeg skulle kigge efter. Men noget. Gynækologen var ret hurtig til at melde ud, at der ikke var noget at se. Desuden var slimhinden for tynd, hvilket betød at et æg ikke ville kunne sætte sig fast, sagde hun. Jeg græd og græd, og kiggede stift frem foran mig da jeg gik forbi de fire kvinder i venteværelset med deres store gravide maver.
De næste par uger fik jeg taget flere blodprøver, for at sikre at tallet faldt og gik den rigtige vej. Det gjorde det bare ikke. Mit hcg steg først til 64, så til 71. Jeg var ved at blive sindssyg af ikke at vide, om der var noget eller ej, om det var i eller uden for livmoderen, og hvad det egentlig betød. Vidste jo godt, det ikke ville blive til et levedygtigt barn, men kunne alligevel ikke lade være at håbe en lille smule på et mirakel. Efter ca en måned begyndte mit hcg endelig at falde, og i slutningen af september fik vi endelig at vide, at det lå under 10 og man kunne kalde det en “afsluttet abort”. Endelig kunne vi komme videre og prøve igen! Troede vi…