For at starte ved slutningen... #3

For at starte ved slutningen… #4

Efter aborten knoklede jeg løs på arbejdet. Der var sygdom, så jeg havde mange ekstra vagter og timer. De fleste uger arbejdede jeg fra 8.30-18 plus fem timer lørdag, da jeg både tog ekstra lørdagsvagter og var nødt til at bytte nogle lørdage, fordi vi skulle til et bryllup og på ferie.
Samtidig begyndte jeg at blive syg hele tiden. Blev ramt af virus, som varede et par dage, for så at gå væk og komme igen en uge efter. Købte alle de forskellige præparater til forkølelse/immunforsvar/influenza/virus vi sælger på apoteket, men intet hjalp. Blev hele tiden ramt af feber, ondt i halsen, ondt i kroppen, snot osv. Jeg havde det elendigt både fysisk og psykisk. Havde dårlig samvittighed over for mit arbejde, fordi jeg vidste at mine kolleger skulle løbe hurtigere hver gang jeg blev syg. Så hver gang jeg fik det lidt bedre, meldte jeg mig rask, for så at blive ramt igen en uge eller to senere. Jeg havde en eller to sygedage næsten hver måned frem til nytår.
Eneste lyspunkt var, at jeg i december endelig fik min menstruation igen – ca 4 måneder efter jeg havde aborteret! Yes, tænkte jeg, nu kan vi begynde igen! Den næste cyklus varede så 49 dage… Så helt tilbage på sporet var min cyklus altså ikke endnu.

Når jeg ser tilbage, tror jeg at selve stressen er kommet snigende helt tilbage, da jeg startede på tredje år af uddannelsen. Arbejdspresset i efteråret kombineret med sorgen over abort, tanker om cyklus, menstruation og graviditet, der hele tiden fyldte i underbevidstheden betød, at mit system blev yderligere belastet, og min krop reagerede ved gentagne infektioner med influenza-lignende symptomer. På det tidspunkt var jeg bare så langt ude, at jeg var holdt op med at lytte til min krop, der forgæves forsøgte at råbe S T O P til mig.

I januar skulle vi til New York på forsinket bryllupsrejse. Ugen inden blev både Peter og jeg syge. Min læge gav mig antibiotika, jeg kunne tage med til New York og starte på, hvis jeg fik det værre. Men da hun mente det var virus, burde jeg få det bedre af mig selv og blive frisk inden afrejse. Peter fik nogle sovepiller og en astmaspray, da han havde noget med luftvejene. Så vi pakkede alt vores medicin og masser af lommetørklæder og næsesprays. Og jeg var stort set på toppen da vi skulle rejse om lørdagen. Men allerede tirsdag på ferien fik jeg ondt i halsen og kroppen blev træt igen. Vi havde dog en fantastisk tur på trods af sygdom.
Da vi kom hjem blev jeg atter ramt. Efter en uge uden nogen synderlig fremgang, andet end at feberen var væk, meldte jeg mig rask. Havde dårlig samvittighed og var ved at blive skør af at gå derhjemme og vente på at få det bedre. Aftenen inden jeg skulle på arbejde igen sagde jeg til Peter, at jeg stadig ikke syntes det var helt godt, og at jeg var skide træt af at være syg hele tiden. Jeg havde haft feber, ondt i halsen og en krop der var træt og øm næsten konstant i 1,5 måned nu. Og så brød jeg sammen. Jeg tudede og kunne ikke overskue at skulle på arbejde, fordi jeg havde det elendigt. Jeg kunne ikke finde ro, kunne ikke sove. På det tidspunkt sov jeg på sofaen om natten fordi jeg var så snottet at jeg holdt os begge vågne med min snorken – romantisk, I know!! Peter har senere fortalt mig, at da vi endelig sagde godnat den aften og han lå i sengen og jeg i sofaen, havde han googlet og læst om, at være pårørende til en med depression. Han kunne mærke der var noget galt. Efter en times tid kravlede jeg ind i sengen til ham, og først da jeg lå i hans arme, kunne jeg endelig finde ro.

Næste dag tænkte jeg, at det måske ville hjælpe at komme på arbejde og lave noget. Min leder spurgte, om vi lige kunne snakke sammen nogle minutter, inden vi skulle åbne. Jeg tænkte, det nok handlede om min sygdom, men præcis hvad, vidste jeg ikke. Jeg fik at vide, at min chef og souschef havde kigget på mit samlede sygefravær siden 1. juli, hvor jeg var blevet fastansat. De havde printet skemaer ud over alle mine arbejdsuger. Jeg vidste jo godt, hvad de viste: røde pletter rundt omkring, hvor jeg havde været syg. Den dårlige samvittighed væltede atter ind over mig. De var bekymrede for, om der lå noget andet bag, om der var noget de kunne gøre, om der var problemer på hjemmefronten og hvordan de kunne hjælpe mig. Dér gik det op for mig, at der var noget helt galt indeni mig. Peter og jeg havde aldrig haft det bedre, min familie var der heller ikke noget med. Jeg følte godt nok, at jeg havde arbejdet rigtig meget, men det var blevet bedre i december og januar, hvor jeg var begyndt at gå klokken 16/16.30 ind i mellem. Men jeg følte jo aldrig, jeg fik ladet op, når jeg havde fri. Jeg var jo stadig træt og brugt, selvom jeg havde haft en fridag eller en friweekend. Det med børn, jo, det fyldte, men jeg syntes jeg var positiv og optimistisk og havde nyt håb. Vi kom til at snakke om, at jeg før havde haft stress og depression, inden jeg var startet på uddannelsen. Ved ikke hvordan vi kom ind på det. Pludselig slog det mig. Den følelse af udmattelse, udbrændthed og gennemborende tristhed og uoverskuelighed, som jeg havde følt før. Det var den der langsomt var kommet snigende over de sidste mange måneder. Hvor tit havde jeg ikke hørt mig selv sige “jeg trænger til en måneds ferie” eller “det har jeg ikke overskud til”. Eller var begyndt at græde, hver gang jeg kom hjem fra arbejde. Men ferien var aldrig lang nok. Og overskuddet kom aldrig.

Jeg ringede til min læge og sagde grædende “jeg er bange for, jeg er ved at få stress igen”. Jeg fik en tid samme eftermiddag. Peter tog med mig, for at give hans oplevelse og for at være et ekstra sæt ører for mig, der ikke kunne andet end at græde og svare “det ved jeg ikke” til lægens spørgsmål. “Objektiv blanding mellem depression og langvarig stress” og fuld sygemelding i foreløbig 14 dage, lød dommen.
Det føltes som om, jeg blev knock-outet, og at jeg skulle starte forfra med at lære at kravle, før jeg kunne begynde at gå. De første par uger gik med at finde ud af, hvad der egentlig var sket, prøve at acceptere at jeg igen var endt hér, fortælle venner og kolleger hvordan jeg havde det, og prøve at finde ud af hvordan man slappede af. Det kunne jeg ikke finde ud af. Kunne ikke sove, kunne ikke finde ro. Var oversensitiv, græd bare Peter kiggede forkert på mig, og kunne ikke klare lyde omkring mig. Hvis jeg så en serie eller film, skulle det ikke være noget med utroskab, død, børn, skilsmisse eller andre ulykkelige eller sørgelige livsændrende begivenheder. Jeg glemte min pinkode flere gange. Kunne gå ud i køkkenet for at hente et glas vand, men når jeg kom derud glemte jeg hvad jeg skulle. Og det skete flere gange dagligt.

Jeg prøvede hele tiden at sætte ord på, hvordan jeg havde det. Til kolleger, veninder, min mor, Peter og mig selv. En dag havde jeg brugt tre timer på at skrive to sms’er om hvordan jeg havde det. Og var helt ødelagt af, at mærke efter hvad det var for nogle følelser, jeg havde indeni. Og så gik det op for mig. Jeg var nødt til at trække stikket helt, hvis jeg skulle få det bedre. Jeg måtte have ro på, før jeg kunne forholde mig til, hvordan jeg havde det. Jeg aflyste alle aftaler og så kun min læge, Peter og min mor. Jeg lå i sengen i fire dage og så Gilmore Girls, gik ikke i bad og spiste Coco Pops med mælk til frokost – det var det eneste jeg havde overskud til. Ignorerede telefonopkald og takkede nej til sygebesøg.
Da jeg efter fire dage stadig ikke havde været i bad, sagde Peter, at han var bange for, om den var helt gal. Vi snakkede om, hvad “helt gal” betød, for oppe i mit hoved følte jeg jo, at den var helt gal. For ham var det der, hvor man snakker om indlæggelse og psykiatrisk skadestue. Vi fik også snakket om, at det er svært for mig, når han spørger om jeg er okay. For grundlæggende er jeg ikke okay, men jeg er jo heller ikke ved at dø. Så hvad betyder okay?…

De første 14 dage gik enormt hurtigt. Jeg følte kun lige, jeg var begyndt at slappe en lille smule af, da de var ovre. Heldigvis har jeg den bedste læge, der lytter og lynhurtigt kan tyde, hvordan jeg har det og hvad jeg har brug for, når jeg ikke selv ved det. Derfor blev sygemeldingen forlænget yderligere en måned med ukendt varighed. Det tror jeg var med til at give mig en følelse af, at jeg nu kunne gøre det jeg egentlig skulle; nemlig at hvile og finde ro.
Og så begyndte jeg til psykolog…

Dueodde

Dueodde

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

For at starte ved slutningen... #3