For at starte ved slutningen… #5

Mit første besøg hos psykologen gik desværre ikke så godt. Eller det vil sige, selve besøget gik ok. Sådan 45 minutter går jo alt for hurtigt, og efter nogle indledende spørgsmål tog vi fat på det, det hele handlede om. Jeg fik fortalt nogenlunde hvad jeg selv mente var årsag til min stress og depression og fik gravet op i alt det der var foregået op til sygemeldingen men også de første 14 dage af sygemeldingen, som jeg syntes var rigtig hårde at komme igennem. På det her tidspunkt var jeg faktisk kommet lidt videre, og jeg tror at jeg havde mere fokus på, at der var nogle ting der skulle falde på plads inden i mig, før jeg reelt kunne begynde at arbejde på at få det bedre. Derfor syntes jeg allerede, at jeg var begyndt at arbejde med mig selv; gik ture hver dag, var begyndt til svømning, havde indset nogle ting omkring hvordan jeg uhensigtsmæssigt udnytter tiden når jeg har fri, havde haft en successoplevelse med at tage i biografen alene, som jeg ellers har haft på min liste over ting, der fylder mig med angst – noget med, hvad jeg tror, de andre tænker om mig…

Så jeg syntes egentlig, at jeg allerede var nået langt bare på de få uger jeg havde været sygemeldt. Jeg havde også fundet ud af, at det hjalp at visualisere, at der var en lille pige inde i mig, der havde brug for at blive passet på (istedet for at sige det var mig, der havde brug for at blive passet på). Og ubevidst havde jeg nok forventet, at psykologen ville sige “ih hvor er det også synd for dig, du skal gå hjem og passe på dig selv og få noget ro og hvile”. Og at det i øvrigt var ok, at jeg føler, som jeg gør og har det som jeg har det. Det gjorde hun selvfølgelig ikke. I stedet fik jeg flere gange en følelse af, at hun egentlig ikke var klar over, hvor jeg var, og hvor dårligt jeg egentlig havde det. Men det var jo også fordi, vi slet ikke nåede at snakke om det, fordi hun jo skulle sættes ind i hele forløbet og hvad der var foregået. Til sidst sagde hun til mig, at jeg skulle sørge for hele tiden at “gøre noget”, for at de depressive tanker ikke tog overhånd. Og så skulle jeg begynde at gå tur to gange om dagen, både formiddag og eftermiddag. Jo jo, det lød sikkert meget godt, tænkte jeg, da jeg gik derfra. Men havde en underlig følelse, for hvordan skulle jeg nu gøre alle de ting hun havde sagt, når jeg knap kunne overskue at smøre mig en mad?

Næste morgen knækkede filmen. Jeg havde ligget og tænkt hele natten på det hun havde sagt, og da Peter skulle til at køre, begyndte jeg at græde. Og græd og græd og var helt utrøstelig og nervøs for at være alene med ensomheden. Til sidst var han nødt til at køre på arbejde, og jeg prøvede det bedste jeg kunne for at holde tomheden på afstand; tog dynen med ind i sofaen, tændte stearinlys, satte en hyggelig film på… men jeg kunne ikke holde op med at græde, og måtte slukke for filmen, og sad bare og stirrede ind i stearinlysets flamme mens tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg skævede til klokken som nærmede sig kvart i ni. Kunne man tillade sig at ringe til lægen? Min læge havde været så god og sød til at fornemme hvordan jeg havde det og hvad jeg havde brug for. Jeg vidste jo ikke helt, hvad hun skulle gøre, men havde brug for at snakke med én og forhåbentlig kunne hun give mig et par råd til hvordan jeg kunne få noget ro på. Samtidig var jeg en lille smule bange for, om der var begyndt at snige sig nogle angstlignende symptomer ind på mig. Jeg ringede til lægen og var nummer et i køen. Kom hurtigt igennem, og fik mellem alle tårerne og min hulken sagt, at jeg havde været til psykolog og at jeg her til morgen havde fået det værre og slet ikke kunne finde ro eller være alene. Lægen sagde, jeg skulle kigge forbi lidt senere, så vi lige kunne snakke om hvad der var sket og “få landet den oplevelse du har haft”, som hun sagde.

Et par timer senere var jeg hos lægen. Vi fik en god snak om hvad der var sket, og lægen hjalp mig til at sætte ord på de følelser, jeg havde. Jeg havde tolket psykologens ord som om, at jeg skulle lave noget aktivt hele tiden, og følte at hun satte nogle forventninger op, som jeg ikke kunne indfri og som gav endnu mere dårlig samvittighed end jeg havde i forvejen. Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle gå tur to gange om dagen, når jeg kæmpede med bare at komme ud at gå en gang. Jeg havde brug for ro og for at lave nogle rare ting. Og så konkluderede vi, at psykologen nok ikke havde nået at forstå, hvordan jeg egentlig havde det, så de råd hun gav mig, var nogle jeg måske kunne have brugt tilbage i efteråret, men lige nu var det simpelthen for meget for mig og ikke det jeg havde brug for.

Det hjalp rigtig meget at snakke med lægen. Vi aftalte, at jeg skulle skrive de følelser ned, jeg havde haft, og tage dem med til psykologen næste gang. Og det gjorde jeg. Og det næste besøg blev lige modsat af det første; hun var ked af, at jeg havde fået de følelser. Men forklarede også, at det var jo ikke fordi hun mente, at jeg skulle gå ud og løbe et marathon eller bestige et bjerg. Det var små ting jeg skulle gøre. Og så forklarede hun mig hvorfor.

Gennem en kognitiv model forklarede hun, at følelser, tanker, kroppen og vores adfærd hænger sammen og påvirker hinanden på kryds og tværs. Og især følelserne, tankerne og kroppens reaktioner kan vi ikke rigtig styre. Men vi kan styre vores adfærd. Så når vi fx får en negativ tanke, der gør at man føler sig ked af det, kroppen reagerer ved at tårerne presser sig på, så kan man gøre noget, altså ændre adfærden. Så hvis jeg sidder i sofaen og bliver ked af det, kan jeg vælge at gå en tur, eller jeg kan sætte mig med en bog, eller ved spisebordet og kigge i et blad, for på den måde at distrahere tankerne, inden de tager overhånd. Det betyder ikke, at jeg ikke må være ked af det. Men jeg skal ikke være det hele tiden, i flere timer og flere dage ad gangen. Det lyder lidt for simpelt når man sådan ser det på skrift, men det virker faktisk. Nu har jeg testet det nogle uger. Og det hjælper. Når jeg ligger i min seng og ikke kan sove og depressive tanker vælter ind over mig og tårerne presser på, ved jeg at jeg skal gå ind og se lidt fjernsyn, læse en bog eller lytte til en podcast.

Da jeg kom hjem fra psykologen den dag, havde jeg en underlig følelse indeni, som jeg ikke har mærket i mange, mange år. Jeg har prøvet at finde et ord for den, men det er endnu ikke lykkedes. En blanding af ro, tilfredshed, balance… At det hele nok skal gå, at vi nok skal nå det hele, og hvis vi ikke når det i dag, så er der en dag i morgen. Og i overmorgen. Det lyder lidt frelst, men jeg havde bare sådan en grundlæggende god følelse i mig. Jeg smurte mig en rugbrødsmad, satte mig ved spisebordet, tog en bid, lagde bestikket fra mig, kiggede på katten der lå i vindueskarmen og nød, at jeg lige dér ikke skulle koncentrere mig om andet end at tygge min mad. Jeg var bare til stede.

Louisiana