Ting jeg har lært #1

Ting der hjælper

Hjælpeliste til dig, der er ramt af stress, depression, angst, uro eller bare er lidt nede:

1. Lyt til podcast. Gerne imens du går en tur eller når du alligevel ligger og stirrer ud i luften. Jeg har særligt været glad for at lytte til Fup i Farvandet, Mads & Monopolet og VoksenABC.

2. Se dine gamle billeder igennem. Sorter dem evt. efter årstal eller bestil en billedbog.

3. Lyt til musik. Nyt eller gammelt, men gerne noget der gør dig glad eller bringer gode minder frem. Jeg har fx en playliste med gamle MGP-sange og en med Disneysange. Så kan man også grine lidt af sig selv samtidig med, at man hører fjollet musik.

4. Start en blog. Dette punkt er jeg stadig ved at teste… 😉

5. Gå en tur. Lys og luft er så godt for både krop og sind.

6. Se en serie. Igen skal det gerne være en, der kan hjælpe til at få det gode humør frem, og måske ikke er alt for sørgelig eller alvorlig. Mens jeg har været syg har jeg været glad for at se The Good Wife, Gilmore Girls, Modern Family og faktisk også nogle programmer på DR-appen, fx Sofie Linde Show.

7. Gå i svømmehallen. Det føles rart at være vægtløs i vandet, og i Roskilde Svømmehal har de en infrarød sauna, som jo også skulle være rigtig godt for både fysiske og psykiske lidelser.

8. Shop ’till you drop. Forkæl dig selv med en lækker ansigtscreme, en dejlig sweater, et par nye sneaks eller hvad du nu går og ønsker dig, som måske kan gøre hverdagen lidt hyggeligere.

9. Læs blogs. Det er jo individuelt, hvilke blogs man er til, men jeg har været glad for at læse nogle hvor jeg ikke skulle forholde mig til alt for mange følelser, som fx. Beautyspace eller Homesick.

10. Læs en bog og/eller lav kryds og tværs. Find en bog. Læs i den i minimum en halv time hver dag, også selvom det er en kedelig bog. Okay, det er selvfølgelig sjovere hvis det er en spændende bog, men det handler om at give hovedet en pause fra alle tankerne og give hjernen nogle nye input. Jeg lavede kryds og tværs hver dag efter jeg havde spist frokost, og det var et dejligt break fra det konstante tankemylder i hovedet. Hver aften læste jeg også en halv times tid i en bog, og det var en god måde at slutte dagen på, frem for at scrolle sanseløst gennem mit Facebookfeed. Jeg var især glad for at læse Hella Joofs “Papmachéreglen” og Anette Kristine Poulsens “Sådan får du SUPERHUD”.

11. Træk vejret. Ja, det virker måske selvsagt som en god ide, men mange der døjer med stress, angst og lignende får en meget overfladisk vejrtrækning, når symptomerne er værst, og det at have fokus på vejrtrækningen kan også være en måde at distrahere tankerne og kroppens reaktionsmønstre. Prøv at tage 10 dybe indåndinger morgen og aften – ind gennem næsen, og ud gennem munden. Man kan også lige udnytte små pauser i en samtale eller en cykeltur til lige at få trukket vejret helt ned i maven.

12. Skriv hver aften tre gode ting ned fra dagen der er gået. Det kan være alt fra at solen skinnede, til at du fik en god kop the, til at din kat opførte sig fjollet, til at din mand gav dig et kram, til at du gik en tur osv. Det kan være både små og store ting, og er en rigtig god måde at blive bevidst om, at du også har mange gode ting i dit liv.

 

Husk på, at det er okay at være trist, bange, ked af det eller nervøs, men du skal helst ikke være det flere timer, hver dag, i flere uger. Du kan rent faktisk gøre noget ved alle tankerne og følelserne, ved at ændre din adfærd. Det betyder ikke, at du skal løbe et halvmarathon hver gang du er ked af det, men du skal gøre noget. Så når du sidder i sofaen og den dér tomhedsfølelse vælter ind over dig og tårerne presser på, så sæt dig op ved spisebordet og løs en kryds&tværs, gå ud og tøm opvaskemaskinen eller lav et af de andre punkter på listen. Så får tankerne og følelserne ikke lov at styre dig, men i stedet er det dig, der styrer dem.

image1

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting jeg har lært #1